Helle

Kender du det, at man godt kunne tænke sig at vide, hvordan ens liv havde udformet sig, hvis man ikke var født med læbe-ganespalte? Havde det gjort en forskel på, hvem jeg er i dag? Men det er jo kun på film, at noget sådant kan lade sig gøre, så hvorfor bruge for meget tid på at tænke i de baner?

Læbe-ganespalten får skylden
Jeg har i perioder af mit liv givet min opvækst med læbe-ganespalte skylden for nogle af de ting, jeg har foretaget mig. Læbe-ganespalten skulle bære skylden for min manglende selvtillid, som igen havde skylden for min higen efter at blive elsket, hvilket har ført til, at jeg er blevet alt for længe i parforhold, der burde have været endt langt tidligere.

Læbe-ganespalten kan være en del af årsagen til min tidligere manglende selvtillid, men at jeg nu er i mit 3. ægteskab har ikke noget med det at gøre. De valg, jeg har truffet i mit liv, havde jeg nok foretaget mig under alle omstændigheder. For nogle af de begivenheder, der har præget mit liv, har ikke haft noget med læbe-ganespalten at gøre - de var jo sket alligevel. Nogle gange kan det bare være rart at kunne skyde skylden fra sig, men det er alligevel godt at erkende, at man er, som man er på trods af de karakteristiske ansigtstræk.

Livet med læbe-ganespalte
Jeg er født i 1963 med enkeltsidig læbe-ganespalte. Fødslen foregik på en privatklinik, hvorfra jeg 1-2 dage efter blev overført til Fuglebakken Børnehospital på Frederiksberg. Min far måtte selv byen rundt for at skaffe en skesutteflaske til mig. Efter at min mor kom hjem fra klinikken, malkede hun mælk ud, som hun tog ud på hospitalet med to gange om dagen, ellers måtte mine forældre ikke være der. Heller ikke til operationerne var der noget, der hed medindlæggelse, og man sagde, at det ophidsede børnene unødigt, hvis forældrene kom på besøg. Alt dette er gudskelov anderledes i dag.

I min familie var der ingen fortilfælde, og der har heller ikke været flere tilfælde siden. Alle besøg på Taleinstituttet i Hellerup, indlæggelserne og undersøgelserne, talepædagogen på skolen og tandreguleringen på Tandlægehøjskolen blev passet, men derudover talte vi ikke meget om min medfødte misdannelse i familien. Den var der bare. Min storesøster fik besked på, at hun ikke måtte drille mig. Min mor var vist af den opfattelse, at hvis man ikke talte om problemerne, så betød de ikke noget. Det gjaldt også, når nogen havde drillet i skolen (jeg var også rødhåret!), og da mine forældre blev skilt, da jeg var 8 år gammel. De ting, jeg spekulerede på i den forbindelse, talte vi heller ikke om. Jeg bebrejder ikke min mor noget, hun har også gjort så meget godt for mig, har gjort det bedste hun kunne.

I teenageårene ønskede jeg mig brændende en kæreste lige som veninderne, men ingen svarede positivt, når jeg tog mig sammen til at spørge. Det lykkedes først, da jeg var sytten. Sikke en lykke!

Som 17-årig fik jeg foretaget knogletransplantationen fra hoftekammen til gummen. Som 18 og 20-årig fik jeg lavet en V til Y operation, så arret på undersiden af læben ikke var så stramt. Disse to operationer bad jeg selv om. Da jeg var 19 fik jeg flyttet næsevæggen, så fordelingen af luften blev mere ensartet. Lægerne sagde, at jeg bare kunne komme igen, hvis jeg ønskede at få foretaget flere korrekturer, men på det tidspunkt hang narkosen mig ud af halsen, og jeg synes i øvrigt, at jeg var og er pæn, som jeg ser ud. Da jeg var 22 år, fik jeg lavet min tandbro, som jeg har endnu 20 år efter. Jeg har ikke siden haft kontakt med systemet.
Jeg meldte mig ind i LLG, da jeg var 26 - af nysgerrighed og for at støtte foreningen. Jeg har deltaget i et enkelt landsmøde, læser gerne medlemsbladet og har deltaget i nogle møder i voksengruppen i LLG.

Selvtilliden
Ting, der har givet mig selvtillid og selvværd: kærlighed fra familien, gode venner, spejderlivet, mine kreative evner, kærligheden fra mine mænd, gode graviditeter og børnefødsler, en god uddannelse, instruktøruddannelsen og udfordrende arbejde med gode kollegaer. At kunne løbe 5 km på en halv time. Og så siger mine fire børn, at jeg er en god mor!
Mine råd: Hav mod og styrke til at tale om tingene. Forklar i institutionen og skolen, så drillerierne kommes i forkøbet. Negliger aldrig dit barns problemer, og tag mange billeder af barnet hele vejen!