|
Helle
Kender du det, at man godt kunne tænke sig at vide, hvordan
ens liv havde udformet sig, hvis man ikke var født med læbe-ganespalte? Havde
det gjort en forskel på, hvem jeg er i dag? Men det er jo kun på film, at noget
sådant kan lade sig gøre, så hvorfor bruge for meget tid på at tænke i de
baner?
Læbe-ganespalten får
skylden
Jeg har i perioder af mit liv givet
min opvækst med læbe-ganespalte skylden for nogle af de ting, jeg har foretaget
mig. Læbe-ganespalten skulle bære skylden for min manglende selvtillid, som igen
havde skylden for min higen efter at blive elsket, hvilket har ført til, at jeg
er blevet alt for længe i parforhold, der burde have været endt langt
tidligere.
Læbe-ganespalten kan være en del af årsagen til min
tidligere manglende selvtillid, men at jeg nu er i mit 3. ægteskab har ikke
noget med det at gøre. De valg, jeg har truffet i mit liv, havde jeg nok
foretaget mig under alle omstændigheder. For nogle af de begivenheder, der har
præget mit liv, har ikke haft noget med læbe-ganespalten at gøre - de var jo
sket alligevel. Nogle gange kan det bare være rart at kunne skyde skylden fra
sig, men det er alligevel godt at erkende, at man er, som man er på trods af de
karakteristiske ansigtstræk.
Livet med læbe-ganespalte
Jeg er født i 1963 med enkeltsidig læbe-ganespalte. Fødslen
foregik på en privatklinik, hvorfra jeg 1-2 dage efter blev overført til
Fuglebakken Børnehospital på Frederiksberg. Min far måtte selv byen rundt for at
skaffe en skesutteflaske til mig. Efter at min mor kom hjem fra klinikken,
malkede hun mælk ud, som hun tog ud på hospitalet med to gange om dagen, ellers
måtte mine forældre ikke være der. Heller ikke til operationerne var der noget,
der hed medindlæggelse, og man sagde, at det ophidsede børnene unødigt, hvis
forældrene kom på besøg. Alt dette er gudskelov anderledes i dag.
I min familie var der ingen fortilfælde, og der har heller
ikke været flere tilfælde siden. Alle besøg på Taleinstituttet i Hellerup,
indlæggelserne og undersøgelserne, talepædagogen på skolen og tandreguleringen
på Tandlægehøjskolen blev passet, men derudover talte vi ikke meget om min
medfødte misdannelse i familien. Den var der bare. Min storesøster fik besked
på, at hun ikke måtte drille mig. Min mor var vist af den opfattelse, at hvis
man ikke talte om problemerne, så betød de ikke noget. Det gjaldt også, når
nogen havde drillet i skolen (jeg var også rødhåret!), og da mine forældre blev
skilt, da jeg var 8 år gammel. De ting, jeg spekulerede på i den forbindelse,
talte vi heller ikke om. Jeg bebrejder ikke min mor noget, hun har også gjort så
meget godt for mig, har gjort det bedste hun kunne.
I teenageårene ønskede jeg mig brændende en kæreste lige
som veninderne, men ingen svarede positivt, når jeg tog mig sammen til at
spørge. Det lykkedes først, da jeg var sytten. Sikke en lykke!
Som 17-årig fik jeg foretaget knogletransplantationen fra
hoftekammen til gummen. Som 18 og 20-årig fik jeg lavet en V til Y operation, så
arret på undersiden af læben ikke var så stramt. Disse to operationer bad jeg
selv om. Da jeg var 19 fik jeg flyttet næsevæggen, så fordelingen af luften blev
mere ensartet. Lægerne sagde, at jeg bare kunne komme igen, hvis jeg ønskede at
få foretaget flere korrekturer, men på det tidspunkt hang narkosen mig ud af
halsen, og jeg synes i øvrigt, at jeg var og er pæn, som jeg ser ud. Da jeg var
22 år, fik jeg lavet min tandbro, som jeg har endnu 20 år efter. Jeg har ikke
siden haft kontakt med systemet.
Jeg meldte mig ind i LLG, da jeg var 26 - af
nysgerrighed og for at støtte foreningen. Jeg har deltaget i et enkelt
landsmøde, læser gerne medlemsbladet og har deltaget i nogle møder i
voksengruppen i LLG.
Selvtilliden
Ting, der har givet mig selvtillid og
selvværd: kærlighed fra familien, gode venner, spejderlivet, mine kreative
evner, kærligheden fra mine mænd, gode graviditeter og børnefødsler, en god
uddannelse, instruktøruddannelsen og udfordrende arbejde med gode kollegaer. At
kunne løbe 5 km på en halv time. Og så siger mine fire børn, at jeg er en god
mor!
Mine råd: Hav mod og styrke til at tale om tingene. Forklar i
institutionen og skolen, så drillerierne kommes i forkøbet. Negliger aldrig dit
barns problemer, og tag mange billeder af barnet hele
vejen!
|
|