Henry
Her i november 2005 fyldte jeg 67 år og er pensioneret. Det
er for mig blevet sådan, at fortiden fylder mere end fremtiden. Så er det, man
føler trang til at reflektere over tiden, der er gået.
Mine tanker kredser ofte om LG-problemerne og ikke mindst
omkring børn og unges fremtidssyn. Det er de unges forventninger, som skaber
dynamikken til uddannelse. Især meget unge har brug for nogle succeshistorier
fra ligestillede, så de kan se eksempler på, at også vi har muligheder – at
livet også har noget godt til os, selv om det længe kan se vanskeligt
ud.
Vores udmærkede blad har mange artikler og beretninger om
børn/unge-behandlinger og problematikker og når langt omkring. Der er ”stærke”
billeder og læserbreve som ”Nervøs for fremtiden”, ”Ar på læben –ar på sjælen”,
men også nogle om gode behandlinger og tilfredshed. Der gøres af gode grunde
meget ud af behandlingsperioden. Men hvad førte det hele til? Hvordan forløb
tilværelsen for de behandlede personer? Jeg kunne ønske mig en undersøgelse af
livsforløbet for nogle som os hvad angår familieforhold, karriereforhold og
livskvalitetsforhold.
Min overvejelse gennem ½ år har været, at der bør sættes
fokus på ”gode liv”, så børn og unge og pårørende til LG-ramte kan se, at
også vi kan have en god fremtid.
Jeg har haft et godt liv indtil nu trods en meget dårlig
start med bl.a. LG. Det har jeg overvejet at beskrive. Men jeg har holdt mig
tilbage, fordi det dybest set ikke skal handle om at bringe min person i fokus,
men blot være et eksempel. Jeg er overbevist om, at der er mange andre ”gode
liv” som mit. Nu er jeg nået til, at oplysningsdelen vejer mest, så jeg går i
gang.
Et skub fik jeg også på landsmødet 2005, hvor der var megen omtale af
bedsteforældregenerationen. Det er jo der, de gode historier ligger.
Fødslen af mig foregik hjemme i november 1938. Den var
vanskelig og langvarig. Jeg var den første af seks søskende i et mindre
husmandshjem ved Ringe på Fyn. Der var enkeltsidig læbe-gummespalte. Min
tilstand chokerede alle, da det var ukendt i familien. Min mor havde længe en
skyldfølelse, fordi der dengang var den teori, at defekten kunne forbindes med
en smitte fra harer, og hun havde flået en hare under graviditeten. Jeg var
langt fra en succes for hende.
Amningen var vanskelig, og maven fungerede ikke. Efter få
dage blev jeg hjemmedøbt, da man frygtede for mit liv. Jeg overlevede. Der måtte
operation til efter 2 måneder. Den blev foretaget på Fåborg Sygehus, men absolut
ikke af specialister, hvad resultatet tydeligt viste. Den måtte gøres om på
Diakonissestiftelsen i København, men da var Besættelsen indtrådt, og Storebælt
var mineret. Man turde ikke sejle over - og ventede. Da jeg var ca. 3 år tog man
chancen, og operationen gav et tilfredsstillende resultat.
Min mor har fortalt mig, at det værste for hende var, at
hun kun kunne se mig gennem en glasrude, og når jeg så hende, græd jeg. Hun
kunne ikke røre ved mig. Det stod på i ca. 10 dage. Nogle måneder senere kom den
unge læge Fogh Andersen til mit hjem for at tilse patienten.
Min taleudvikling var forsinket og talen selvfølgelig noget
utydeligt. I april 1946 begyndte jeg i skolen. Den blev jeg glad for og klarede
mig godt, og jeg har aldrig været mobbet. Men jeg var en stille dreng. Man
bliver hurtigt træt af at gentage alting. Det betyder ikke, at man tænker
mindre.
Ved ca. 12 år voksede min højre fortand helt skævt ud,
fordi tandanlæggene i det berørte område var forstyrret. Vores læge ville trække
den ud. Heldigvis var mors fætter netop færdiguddannet tandlæge og havde lært
”at rette tænder”. Han tilbød at gøre et forsøg gratis. Derfor var jeg nok
blandt de første, der kom til at gå med plastikgane og ståltråd i munden. Det
lykkedes.
I dag kan jeg se, hvor meget man dengang har manglet alt
det, vi nu kender: sundhedsplejerskeordningen og hele det moderne, udviklede
behandlingssystem, og foreningen LLG, som er vores talerør og garant for, at vi
aldrig behøver at føle os alene med problemerne.
I min familie var det
tradition og naturligt, at man efter 7. klasse kom ud at tjene, dvs. arbejde og
bo på en bondegård.. Det var ikke på tale at få en uddannelse, og der manglede
midler til det. Da jeg var 20 år, valgte jeg at forsøge det, jeg helst ville,
nemlig at blive lærer. Og det lykkedes.
Seminarieuddannelsen og lærerarbejdet var med til at
opbygge mit selvværd. Uddannelsen tvang mig til at være ekstra grundig med min
udtale. Det har også ligget i baghovedet: ”Du må gøre tingene ekstra godt for at
bevare selvtilliden. Du er nødt til at være grundig og flittig for at vise, at
du kan klare dig på trods af dit problem. Ikke mindst vi har brug for
sejre.
Jeg har altid følt mig på lige fod med mine 42 kollegaer.
Det kan underbygges af, at jeg blev valgt til deres tillidsmand og var det i 6
år. I 1987 blev jeg formand for LLG og var det i 7 år.
Det blev en travl tid,
men også en god tid, for jeg følte, at arbejdet nyttede, og at der var brug for
det.
Indtil 2004 var jeg 12 år i menighedsrådet i vores sogn med
3000 medlemmer, de sidste 4 år som formand. I disse dage anmodes jeg om at være
leder af en lokal seniorklub.
Under min uddannelse mødte jeg Birta, min kone.
Hun er sygeplejerske. Vi bor sammen i et parcelhus i Nørre Aaby. Vi har nu været
sammen i 44 år og har 3 børn, 3 svigerbørn og 4 børnebørn, som alle har
det godt.
Som der fremgår, har jeg indtil nu haft et arbejdsomt liv
med fuld tid hele vejen igennem og uden ledighedsperioder. Tillidsposterne er
selvfølgelig varetaget i fritiden. Tilsammen har det givet tiden indhold,
”rigdom” i form af udfordringer og respons.
I mit voksne liv har jeg aldrig følt, at LG har været noget
problem, men jeg kan stadig blive ”blød om hjertet”, når jeg skal tale om
det. Det sidder psykisk dybt i mig.
Jeg har lært at tage nogle forholdsregler:
- Mød
udhvilet på arbejde
- Vær meget forsigtig med alkohol
- Hold
følelsesudbrud under kontrol (glæde, begejstring, sorg)
Fordi:
Det gælder
om at bevare fuld kontrol over tungen. Den skal ved hvert ord kompensere for de
defekter, der er i munden.
Det er mit håb, at andre i samme situation vil beskrive
deres liv, så vi sammen kan bevise og synliggøre, at tilværelsen også har noget
godt til os.
|